I april 2023 startede vi en proces for at finde en dansk betegnelse for det engelske begreb:

Advance Care Planning (ACP).

I den forbindelse skrev vi til Jer for at indhente forslag til danske begreber og for at få deltagere til et ekspertpanel.

Vi har nu afsluttet processen og det danske begreb blev:

Ønsker for Fremtidig Pleje og Behandling (FPB)

Samtidig er der arbejdet på at oversætte den engelske definition af ACP til dansk efter internationale standarder for oversættelse, og der foreligger nu en dansk definition:

Dansk definition af Advance Care Planning (ACP) [Ønsker for Fremtidig Pleje og Behandling (FPB)] *

Kort definition
Advance Care Planning (ACP) [Ønsker for Fremtidig Pleje og Behandling (FPB)] er defineret som en tilgang, der giver individer mulighed for at definere mål og ønsker for fremtidig pleje og behandling, at drøfte disse mål og ønsker med familie og sundhedsprofessionelle og at nedskrive og genoverveje disse præferencer ved behov.

Udvidet definition
Advance care Planning (ACP) [Ønsker for Fremtidig Pleje og Behandling (FPB)] giver individer, der er i stand til at træffe beslutninger, mulighed for at overveje deres værdier i livet, at reflektere over betydning og konsekvenser af mulige hændelser pga. et alvorligt sygdomsforløb*, at definere mål og ønsker for fremtidig pleje og behandling og at drøfte disse med familie og sundhedsprofessionelle.

ACP [FPB] adresserer individers behov inden for fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle områder.

Den opfordrer individer til at pege på en repræsentant samt nedskrive og regelmæssigt genoverveje ønsker, så de tages i betragtning, hvis individerne på et senere tidspunkt er ude af stand til at træffe egne beslutninger.

 *: Oversat fra: Rietjens JAC, Sudore RL, Connolly M, et al. Definition and recommendations for advance care planning: an international consensus supported by the European Association for Palliative Care. Lancet Oncol.

Vi takker for forslag til navne og til medlemmer af ekspertgruppen.

Vi arbejder på en artikel om processen for det danske begreb og den danske definition af ACP (Se nedenfor), og vil sende den til Jer, når den udkommer.

Med venlig hilsen projektgruppen:
Helle Matthiesen, Klinisk sygeplejespecialist, Enhed for Lindrende Behandling, Aarhus Universitetshospital
Brita Jørgensen, Sygeplejerske, MKS, Enhed for Lindrende Behandling, Aarhus Universitetshospital
Emma Helledie, Afdelingslæge, Enhed for Lindrende Behandling, Aarhus Universitetshospital
Mette Kjærgaard Nielsen, Speciallæge i almen medicin, ph.d., Forskningsenheden for Almen Praksis, Aarhus
Mette Asbjørn Neergaard, Klinisk professor, overlæge, Enhed for Lindrende Behandling, Aarhus Universitetshospital